Når selvtilliden som mor er dalende...

Med tre børn, hvoraf 2,5 er i teenageårene, så har jeg nogle gange brug for en bred palette af coachingredskaber, fotoalbums, hjemmevideoer og jernvilje for at stive mig selv lidt af. Selvtilliden var lidt større dengang man kunne få afkommet til at grine hjerteligt ved en simpel titte-bøh leg eller et kys på halsen. Dengang var man så fantastisk! Jeg må minde mig om, at jeg har været der. At jeg har haft den betydning.

The world famous teenage DEAD FACE

Det står i skærende kontrast til det selvsamme afkoms trætte ansigter, der næppe kan udtrykke mere ligegyldighed over for deres mor end hvis de var blevet overbragt nyheden om, solen skinner uden for. Begge dele er lige irrelevante for deres huleliv.

At få store børn er en gave, som jeg på den ene side er dybt taknemmelig for. Det giver tid og frihed til igen at være mig fremfor een stor rullende servicevogn for afkommet, men på den anden side, så får identiteten som mor lige et par ridser i lakken. Et "HVAD?" ledsaget af førnævnte dødemandsansigt kan hurtigt få det varme moderhjerte til at få forfrysninger.

Jeg elsker dig - du forlader mig

Det ultimative mål for opdragelsen af vores unger er jo at lære dem at klare sig selv. Vi føder dem og bliver forelskede for livstid. Det får os til at gøre alt for dem, sådan at de til sidst kan forlade os. Som fuglemor og fuglefar, der pisker rundt i pendulfart mellem reden og føden for at kunne mætte de ellers umættelige fugleunger. Lønnen er, at ungerne en skønne dag skrider fra det hele. Det samme her! Vi kører, vi rengør, vi holder lange taler, vi skænder, vi roser, vi vasker, vi nurser, vi trøster, vi iagttager, vi nægter, vi lytter, vi græder, vi ler. Og alligevel forlader de os.

I disse dage må jeg minde mig om, at belønningen for det knuste moderhjerte må vente et sted derude. Jeg TROR på, at alt mit arbejde må bære frugt. At mine tre højt elskede babyer bliver til ansvarlige, velfungerende, kærlige mennesker, som engang i fremtiden (igen) vil se på mig med en smule mere liv i ansigtet - og en smule mere respekt. Indtil da kan jeg sidde med våde øjne i sofaen (alene, mens ungerne er i hulerne) og se hjemmevideoer af dengang Mor var Konge.

Neurotisk, men måske menneskeligt?

Jeg skal snart ud at rejse med familien, og vi har allesammen glædet os og talt ned til ferien. Måske er det en reminiscens fra urtiden, men det er som om min hjerne giver sig til at overbevise mig om, at det er meget farligt at skulle rejse. Jeg bliver stort set bange for alt - og lægger mærke til alle de ting, som kan ske og udgøre en fare for os. Jeg skal igennem disse liv-død overvejelser før hver eneste rejse.

F.eks. er der angsten for, at flyet falder ned, bliver kapret osv. Derudover er jeg bange for overfald på turen, sygdom mm. Men det værste af dem alle er, at jeg i går hørte i radioen, at vulkanen Yellowstone begynder at røre på sig. Og så kan det være lige meget, hvor man er. "Vores klode bliver ikke den samme igen, hvis det sker", siger de i radioen. 

Straks er jeg overbevist om, at der er en nøje sammenhæng mellem vores rejse og den potentielle naturkatastrofe. Den voksne del af mig slår det hen med et afværgende grin. Det sker jo ikke! 

Den anden, barnlige del af mig er ved at overbevise mig om, at vi slet ikke skal rejse. 

Selv om jeg nu er treogfyrre år må jeg fortsat kæmpe med at rumme både barnets og den voksnes stemme i een og samme krop. Vil det nogensinde ændre sig. Bliver man nogensinde fuldstændig voksen?