Neurotisk, men måske menneskeligt?

Jeg skal snart ud at rejse med familien, og vi har allesammen glædet os og talt ned til ferien. Måske er det en reminiscens fra urtiden, men det er som om min hjerne giver sig til at overbevise mig om, at det er meget farligt at skulle rejse. Jeg bliver stort set bange for alt - og lægger mærke til alle de ting, som kan ske og udgøre en fare for os. Jeg skal igennem disse liv-død overvejelser før hver eneste rejse.

F.eks. er der angsten for, at flyet falder ned, bliver kapret osv. Derudover er jeg bange for overfald på turen, sygdom mm. Men det værste af dem alle er, at jeg i går hørte i radioen, at vulkanen Yellowstone begynder at røre på sig. Og så kan det være lige meget, hvor man er. "Vores klode bliver ikke den samme igen, hvis det sker", siger de i radioen. 

Straks er jeg overbevist om, at der er en nøje sammenhæng mellem vores rejse og den potentielle naturkatastrofe. Den voksne del af mig slår det hen med et afværgende grin. Det sker jo ikke! 

Den anden, barnlige del af mig er ved at overbevise mig om, at vi slet ikke skal rejse. 

Selv om jeg nu er treogfyrre år må jeg fortsat kæmpe med at rumme både barnets og den voksnes stemme i een og samme krop. Vil det nogensinde ændre sig. Bliver man nogensinde fuldstændig voksen?