Hvor meget udgør pakkespil af bruttonationalproduktet?

Jeg er den type, der dårligt kan læse en sektion af dagens avis uden at blive voldsomt provokeret. Altid er der en lille ting, som prikker til min moral eller retfærdighedssans.

Noget, som i denne tid VIRKELIG prikker til mig er de mange pakkespil, som vi "inviteres" til at deltage i.  I anledning af julen er pakkespil den helt store underholdning til diverse sociale sammenkomster, såvel i børnenes skole, arbejdspladser og til familiesammenkomster. Og jeg kan da godt se, at folk hygger sig med det. Bare ikke mig. Jeg får det nærmest dårligt, og har i mange år ledt efter en mulighed for at undslippe at støtte op om pakkespil alle vegne!

Jeg har ikke noget imod selve spillet. Det er da sjovt, underholdende og hektisk at kaste med terninger og stjæle pakker fra hinanden. Men jeg får kvalme af de mange elendige pakker. Jeg synes i bund og grund, at pakkespil er topsymbolet på julens værste side: Overforbrug! Vi køber en mængde billigt bras, som ingen har brug for, pakker det ind og forærer til hinanden. Forventningens glæde er klart den største. Selve spillet er sjovt, fordi vi bare så gerne vil have en pakke. Hvad der er i den, er knap så vigtigt.

Surlingen, der spreder dårlig stemning. 

I nogle år forsøgte jeg bare at undlade at spille. Når terningerne kom rundt, lod jeg bægeret passere. Men den slags kan man ikke gøre uden at få en masse opmærksomhed. Hvis man forklarer sig med, at man ikke vil være med, fordi pakkespil "ikke lige er mig" eller "er et spil, der støtter overforbrug", så får man hurtigt rollen som en surling, der spreder dårlig stemning eller fornærmer resten af selskabet. Jeg påtager mig gerne denne rolle for en god sags tjeneste, men jeg har alligevel fundet ud af, at det kan gøres smartere.

Sådan deltager jeg med god samvittighed

Så derfor fik jeg for et par år siden den idé, som har reddet mig siden. Jeg finder 1-2 organisationer, som jeg gerne vil støtte. F.eks. Læger uden grænser eller Red Barnet. På deres hjemmesider er det nemt at støtte med et valgfrit beløb. F.eks. 250 kr. Derefter laver jeg selv ti små certifikater med teksten: "Tillykke, du har støttet Læger uden grænser med 25 kr". De pakkes ind - og vupti har jeg ti gavespilspakker, som får mig til at få det lidt bedre.

En anden variant går ud på at genbruge pakkespilspakker. Hvert år, når familien indkasserer pakkespil, gemmer jeg dem i en pose og pakker dem ind til næste år. På den måde har jeg et kredsløb af pakker, så jeg undgår at købe nye.

En tredje variant: Jeg finder ting, som jeg kan undvære i mit hjem: Nips, gamle kopper, julepynt osv. Genbrug er godt - og sjovt!

Hvis du elsker pakkespillet præcist, som det er, så fortsæt bare. Jeg har det bare væsentligt bedre på denne måde.

Når selvtilliden som mor er dalende...

Med tre børn, hvoraf 2,5 er i teenageårene, så har jeg nogle gange brug for en bred palette af coachingredskaber, fotoalbums, hjemmevideoer og jernvilje for at stive mig selv lidt af. Selvtilliden var lidt større dengang man kunne få afkommet til at grine hjerteligt ved en simpel titte-bøh leg eller et kys på halsen. Dengang var man så fantastisk! Jeg må minde mig om, at jeg har været der. At jeg har haft den betydning.

The world famous teenage DEAD FACE

Det står i skærende kontrast til det selvsamme afkoms trætte ansigter, der næppe kan udtrykke mere ligegyldighed over for deres mor end hvis de var blevet overbragt nyheden om, solen skinner uden for. Begge dele er lige irrelevante for deres huleliv.

At få store børn er en gave, som jeg på den ene side er dybt taknemmelig for. Det giver tid og frihed til igen at være mig fremfor een stor rullende servicevogn for afkommet, men på den anden side, så får identiteten som mor lige et par ridser i lakken. Et "HVAD?" ledsaget af førnævnte dødemandsansigt kan hurtigt få det varme moderhjerte til at få forfrysninger.

Jeg elsker dig - du forlader mig

Det ultimative mål for opdragelsen af vores unger er jo at lære dem at klare sig selv. Vi føder dem og bliver forelskede for livstid. Det får os til at gøre alt for dem, sådan at de til sidst kan forlade os. Som fuglemor og fuglefar, der pisker rundt i pendulfart mellem reden og føden for at kunne mætte de ellers umættelige fugleunger. Lønnen er, at ungerne en skønne dag skrider fra det hele. Det samme her! Vi kører, vi rengør, vi holder lange taler, vi skænder, vi roser, vi vasker, vi nurser, vi trøster, vi iagttager, vi nægter, vi lytter, vi græder, vi ler. Og alligevel forlader de os.

I disse dage må jeg minde mig om, at belønningen for det knuste moderhjerte må vente et sted derude. Jeg TROR på, at alt mit arbejde må bære frugt. At mine tre højt elskede babyer bliver til ansvarlige, velfungerende, kærlige mennesker, som engang i fremtiden (igen) vil se på mig med en smule mere liv i ansigtet - og en smule mere respekt. Indtil da kan jeg sidde med våde øjne i sofaen (alene, mens ungerne er i hulerne) og se hjemmevideoer af dengang Mor var Konge.

Neurotisk, men måske menneskeligt?

Jeg skal snart ud at rejse med familien, og vi har allesammen glædet os og talt ned til ferien. Måske er det en reminiscens fra urtiden, men det er som om min hjerne giver sig til at overbevise mig om, at det er meget farligt at skulle rejse. Jeg bliver stort set bange for alt - og lægger mærke til alle de ting, som kan ske og udgøre en fare for os. Jeg skal igennem disse liv-død overvejelser før hver eneste rejse.

F.eks. er der angsten for, at flyet falder ned, bliver kapret osv. Derudover er jeg bange for overfald på turen, sygdom mm. Men det værste af dem alle er, at jeg i går hørte i radioen, at vulkanen Yellowstone begynder at røre på sig. Og så kan det være lige meget, hvor man er. "Vores klode bliver ikke den samme igen, hvis det sker", siger de i radioen. 

Straks er jeg overbevist om, at der er en nøje sammenhæng mellem vores rejse og den potentielle naturkatastrofe. Den voksne del af mig slår det hen med et afværgende grin. Det sker jo ikke! 

Den anden, barnlige del af mig er ved at overbevise mig om, at vi slet ikke skal rejse. 

Selv om jeg nu er treogfyrre år må jeg fortsat kæmpe med at rumme både barnets og den voksnes stemme i een og samme krop. Vil det nogensinde ændre sig. Bliver man nogensinde fuldstændig voksen?